Engroserhvervene – den usynlige værdiskaber
Engrosbranchen har længe været en overset branche.
Det er hen ved 10 år siden, der senest er gjort et seriøst arbejde for at analysere denne heterogene og særlige branche.
Dette har Dansk Erhverv gjort noget ved, og har udarbejdet en
rapport som sætter Engrosbranchens økonomiske udvikling og fremtidsperspektiver
under lup.
Læs rapporten her >>
EU’s Batteridirektiv
Dette er en foreløbig information om indførelse af EU’s Batteridirektiv.
Batteridirektivet er på vej til at blive indført i Danmark. Direktivet omfatter alle typer batterier lige fra blyakkumulatorer til de mindste knapceller.
Indsamlingen af bilbatterier fortsætter i sit nuværende regi, mens der forventes etableret flere nye indsamlingsordninger til de øvrige typer af batterier.
Der indføres producentansvar på linje med f.eks. WEEE direktivet. Det betyder, at producenter og importører skal betale for indsamling og bortskaffelse af batterierne. Importører pålægges producentansvar efter devisen ”første led i Danmark” har producentansvaret.
Den endelige bekendtgørelse foreligger endnu ikke fra Miljøstyrelsen, men køreplanen ser efter forslaget til bekendtgørelse således ud:
26. september 2008
Mærkningspligten træder i kraft. Alle batterier, der importeres ind i EU efter denne dato, skal være mærket med den overstregede affaldsspand. Batterier, der allerede er på lager, skal ikke mærkes.
1. januar 2009
Indsamlingsordningen træder i kraft. Fra denne dato skal producenter og importører i Danmark betale en kilopris for de batterier de sælger. Man skal være tilmeldt en kollektiv indsamlings- og bortskaffelsesordning eller selv etablere en sådan.
Direktivet forventes at kræve, at batterier indberettes særskilt. Det betyder, at hvis man sælger et apparat, der indeholder batterier, skal disse indberettes særskilt, også selvom apparatet som helhed for eksempel er underlagt Elektronikskrotdirektivet. Det vil for de fleste betyde nogen administrativ indsats.
Man skal være opmærksom på, at også de små backup batterier i elektriske apparater er omfattet. Det er også ligegyldigt om batterierne er løse batterier eller integreret i apparatet.
Den kollektive ordning elretur (www.elretur.dk) er klar med en ny sektion (sektion 11) til indsamling af batterier i løbet af efteråret. Elretur vil sikre, at alle de tilmeldte virksomheder opfylder de kommende lovkrav på en enkel og billig måde.
Det vil blive tilladt at opkræve et bortskaffelsesgebyr hos kunderne.
Det anbefales de af Dansk Erhverv - Tekniks medlemmer, der bliver omfattet af Batteridirektivet, at tilmelde sig en kollektivordning - f.eks Elreturs ordning. Ved at tilmelde sig en kollektiv ordning, klares den overordnede indberetning til Miljøstyrelsen, og man slipper for individuel sikkerhedsstillelse. Samtidigt får man sikkerhed for, at batterierne bortskaffes på miljømæssig forsvarlig måde.
Det er endnu ikke fastlagt, hvad bortskaffelsesgebyret vil blive.
Så snart der kommer yderligere fra Miljøstyrelsen, vil I blive informeret.
Dansk Erhverv - Teknik er et branchefælleskab under Dansk Erhverv for brancher og virksomheder, der arbejder som leverandører i bred forstand til danske producerende virksomheder, offentlige værker, byggebranchen m.m.
Branchefællesskabet for Tekniske Leverandører, Dansk Erhverv - Teknik, omfatter 15 brancheforeninger med tilsammen ca. 500 medlemmer.
Læs mere om Dansk Erhverv
Teknik her.