Leverandør berettiget til at ophæve eneforhandleraftale som følge af eneforhandlerens illoyale markedsadfærd.

Af: Michael Ostenfeld

Afgørelsen viser, at man som forhandler skal passe gevaldig på med at overtræde konkurrenceklausuler, og at det som regel ikke fritager en for ansvar, hvis det er ens datterselskab udfører den konkurrerende aktivitet.

Det danske selskab D var på det danske marked eneforhandler af et produkt, som blev fremstillet af det norske selskab N. I 2001 indgik parterne en termineringsaftale, som indebar, at eneforhandleraftalen ophørte pr. 31. december 2001, og at N skulle betale D to særlige vederlag for at opsige aftalen med forkortet varsel. I sommeren 2001 begyndte D at markedsføre N's produkt under et andet navn, og samtidig var D's søsterselskab i Sverige med D's accept begyndt at markedsføre et konkurrerende italiensk produkt på det danske marked. Markedsføringen af det italienske produkt skete under anvendelse af de VVS-normer, som den danske brancheforening havde tildelt N's produkt. Efter flere gange at have påtalt D's markedsadfærd ophævede N eneforhandleraftalen den 19. december 2001. Under en sag ved Sø- og Handelsretten blev et fogedforbud, der var blevet nedlagt af N, stadfæstet, og D blev dømt til at anerkende at have været uberettiget til at have markedsført N's produkt på en nærmere angivet måde. Desuden blev D idømt en bøde på 10.000 kr., samtidig med at N blev frifundet for D's erstatningspåstand. For Højesteret var spørgsmålet alene, om N havde været berettiget til at ophæve kontraktforholdet den 19. december 2001, og om løfterne i forbindelse med termineringsaftalen var bortfaldet ud fra et forudsætningssynspunkt. Højesteret fandt på den ene side, at de foranstaltninger, N havde gennemført, var loyale i forhold til D, mens omvendt D havde handlet groft illoyalt og aftalestridigt over for N i et sådant omfang, at N havde været berettiget til at standse leveringen den 12. november 2001 og ophæve eneforhandlerforholdet som sket. Desuden fandt Højesteret, at de juridiske forhold var af en sådan karakter, at N's vederlagspligter efter termineringsaftalen måtte anses for bortfaldet ud fra et forudsætningssynspunkt. Da der heller ikke var udvist passivitet, stadfæstede Højesteret Sø- og Handelsrettens dom.