Engroserhvervene – den usynlige værdiskaber
Engrosbranchen har længe været en overset branche.
Det er hen ved 10 år siden, der senest er gjort et seriøst arbejde for at analysere denne heterogene og særlige branche.
Dette har Dansk Erhverv gjort noget ved, og har udarbejdet en
rapport som sætter Engrosbranchens økonomiske udvikling og fremtidsperspektiver
under lup.
Læs rapporten her >>
Landsretsdom ændrer ikke på, at Arbejdstilsynet kan stille krav til indretningen af en CE-mærket maskine, hvis det kan dokumenteres, at maskinen ikke opfylder de krav, der gælder for CE-mærkningen af den pågældende maskine.
En konkret sag fra 2004 har rejst tvivl om, hvorvidt Arbejdstilsynet kan gribe ind over for CE-mærkede maskiner, der ikke lever op til kravene. Baggrunden er en byretsdom, hvor en virksomhed blev frifundet for at overtræde reglerne om indretning af et formanlæg med den begrundelse, "at anklagemyndigheden ikke har godtgjort, at Arbejdstilsynet har fulgt den procedure, der fremgår af EU-retten".
Vestre Landsret har den 25. oktober 2007 stadfæstet byrettens dom, men med en helt anden begrundelse.
Landsretten fastslog indledningsvis, at formanlægget var CE-mærket og ledsaget af en EF-overensstemmelseserklæring, samt at maskinens sikkerhedsudstyr var omfattet af denne mærkning.
Landsretten fastslog dernæst, at der på baggrund af CE-mærkningen og overensstemmelseserklæringen bestod en formodning for, at anlægget i sin helhed opfyldte de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav, der fremgår af bekendtgørelsen om indretningen af tekniske hjælpemidler, og at denne formodning ikke blev afkræftet under sagen.
Landsretten frifandt med andre ord virksomheden, fordi anklagemyndigheden ikke havde kunnet føre bevis for, at formanlægget ikke levede op til kravene i indretningsbekendtgørelsen og dermed CE-mærkningen.
Landsretten tog ikke stilling til, om Arbejdstilsynet havde eller ikke havde fulgt EU-procedurerne i sagen.
Konklusionen er derfor, at Arbejdstilsynet fortsat kan stille krav om indretning af en CE-mærket maskine, hvis det vel at mærke kan dokumenteres, at maskinen ikke opfylder de krav, der gælder for CE-mærkningen af den pågældende maskine.
Arbejdstilsynet kan naturligvis fortsat som udgangspunkt ikke stille krav om indretning af en CE-mærket maskine, der ligger ud over de krav, der gælder for CE-mærkningen, hvilket heller ikke var tilfældet i den konkrete sag.
Læs yderligere om dommen
her
Dansk Erhverv - Teknik er et branchefælleskab under Dansk Erhverv for brancher og virksomheder, der arbejder som leverandører i bred forstand til danske producerende virksomheder, offentlige værker, byggebranchen m.m.
Branchefællesskabet for Tekniske Leverandører, Dansk Erhverv - Teknik, omfatter 15 brancheforeninger med tilsammen ca. 500 medlemmer.
Læs mere om Dansk Erhverv
Teknik her.